Hvad siger man til en smertepatient?

Hvad siger man til en kroniske smertepatient? Er der overhovedet noget, man kan sige? De fleste vil nok tænke, at det er for svært overhovedet at tale om, fordi det er svært at forstå. Men ved at tale om det bliver en problemstilling som kronisk smerte faktisk nemmere at forstå. Derfor vil jeg her give et bud på, hvad man kan sige til en kronisk smertepatient. Der er faktisk mange ting, som er gode at sige, men i denne artikel fokuserer jeg kun på ét af mine favoritudtryk.

“Jeg ser dig”

Mit yndlingsudtryk stammer fra en bekendt, der forleden fortalte mig, at man i hiphopkredse siger “jeg ser dig” til andre i fællesskabet for at anerkende tilstedeværelse og indsats. Jeg synes det er meget rammende at bruge det til smertepatienter også – hvadenten det er fra smertepatient til smertepatient eller som pårørende.

Udtrykket er egentlig amerikansk – “I see you” – og du kan finde en forklaring for det på Urban Dictionary. Helt konkret bruges det til at tilkendegive, at man forstår en anden – måske endda på et lidt dybere plan. Og hiphop eller ej, så tror jeg der er mange smertepatienter derude, der godt kunne bruge lidt mere helt almindelig forståelse uden alt for mange omsvøb.

Derfor kan jeg godt lide det

Det er så simpelt et udtryk, og derfor er jeg vild med det. Det handler ikke om at italesætte sygdom og udfordringer, det er blot en anerkendelse af, at personen man står overfor kæmper med noget svært – og at det kræver mod og viljestyrke at fortsætte kampen.

Jeg oplever ofte, at folk udtrykker sympati ved at sige til mig, at de synes det er synd, men jeg ser det ikke selv som noget, der er “synd” for mig. Nej, det er bare noget, jeg skal leve med, ligesom alle andre relativt set har deres udfordringer at overkomme i hverdagen. Nogle store, nogle små. Det er pisseirriterende at døje med kroniske smerter, men ordet ‘synd’ ræsonnerer ikke med min situation, synes jeg.

Synd betyder en “handling eller tankegang som er i strid med Guds vilje” eller en “handling der fordømmes som umoralsk eller forkert”. Der er ikke noget forkert i at være kroniker og det er så sandelig heller ikke noget at skamme sig over.

Derfor kan jeg bedre lide et neutralt og anerkendende udtryk som “jeg ser dig”. Jeg vil gerne ses for det hele menneske, som jeg er. Med smerter og med glæde, med udfordringer og med kompetencer. Ligesom jeg forhåbentlig også selv kan se andre for hvem de er.

Jeg ser jer

Alle jer derude i Smerteland, der har daglige udfordringer som usynligt syge – jeg ser jer for dem I er. Og alle jer derude, der er pårørende, venner og kollegaer og forsøger at være hensynsfulde – jeg ser jer for alle jeres støttende handlinger og ord.

Hvis man skulle koge mig ned til et koncentrat, en bouillonterning af mine værdier og motivationer, så ville det blive til 1 del tekstforfatter, 1 del kroniker og 1 del katteglad pizzaelsker. Det er forhåbentlig ikke for mange dele
Indlæg oprettet 11

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen