Jeg er lige blevet gift. Det er ret fantastisk! Det eneste, der ikke var særlig fantastisk, var at jeg havde det hamrende dårligt på selve dagen. Derfor havde jeg på forhånd valgt at tage mig nogle forhåndsregler, så jeg alligevel kunne nyde dagen til fulde.
Planlægning som kroniker? Umuligt!
Jeg elsker at organisere. Optimere. Strukturere. Jeg kan faktisk rigtig godt lide at planlægge alting, for så bliver jeg ikke så overrumplet, hvis jeg har tænkt alle scenarier igennem og lagt en plan for dem. Som kroniker er det desværre en umulighed, for hvem ved om man har det dårligt, når man skal noget? Måske ligger man brak på sofaen i dagevis? Ikke utænkeligt.
Derfor har jeg været nødt til at tænke på en helt anden måde end før, når det gælder vigtige begivenheder i mit liv som kroniker. For eksempel noget så stort som et bryllup.
Jeg valgte faktisk ikke at holde et ‘rigtigt’ bryllup, så på den måde er hele det her indlæg måske lidt misvisende – men for mig var det altså stadig det bryllup jeg drømte om.
Min mand og jeg tog på Københavns Rådhus, blev gift, cyklede en lille tur i København i det gode vejr og spiste så en middag. Det var bare os, og det gjorde, at der var en del mindre pres på. Min mand kender mig jo, han ved når jeg har det skidt og har brug for lidt mere omsorg – noget som selv mine nærmeste familiemedlemmer ikke kan dechifrere lige så nemt, fordi de ikke ser mig hver dag som han gør.
Der skal også være plads til fest
Selvom vi holdt det ret lowkey og tog på Rådhuset – hvilket tager fem minutter – for at blive gift, så skulle der selvfølgelig stadig være plads til lidt fest. Jeg fyldte 30 samme weekend som jeg blev gift og havde derfor allerede planlagt middag med familien og andre hyggelige arrangementer. Derfor virkede det oplagt at slå fejring af de 30 og ægteskab sammen, fordi jeg ikke har uanede mængder energi – slet ikke til to omgange fejring.
Så vi valgte noget mere afdæmpet – også fordi det passede bedre til vores mentalitet generelt. Men det kostede alligevel en del på energikontoen at fejre fødselsdag og bryllup i tre dage, selvom det var stille og roligt, kun for de næreste familiemedlemmer og i præcis det tempo, jeg gerne ville have.
Det koster nemlig altid noget at vælge fest frem for hvile. Det koster noget, selvom det bare er en middag. Det koster noget, selvom man selv har valgt det. Jeg har brugt en uge på at komme mig ovenpå få dages hygge, hvor bølgerne altså ikke gik særlig højt.
Men fordi jeg selv har valgt det – og her kommer pointent – kan jeg godt klare det. Jeg ved, at jeg bagefter bliver udkørt, irritabel, træt og præget af flere smerter. Men det er min beslutning, ikke kun min krops, og derfor kan jeg bedre tackle den.
Det tror jeg er min vigtigste læring efter otte år med kroniske smerter; de er ikke lige så slemme at leve med, hvis man overdøver dem med gode ting, man selv har valgt.
