Jeg synes efterhånden, at jeg har prøvet alt, der er værd at prøve inden for behandlingsmetoder. Dog havde jeg aldrig hørt om floatingterapi før jeg mødte de to søde ejere af Copenhagen Float, Boo Hilmer og Shelley Uprichard. Nu ved jeg både hvad det er og jeg har prøvet det på egen krop.
Hvad er floatingterapi?
Floatingterapi blev opfundet i 1950erne og bruges som en slags alternativ behandlingsform mod stress, angst, depression, muskelømhed og kroniske smerter. Floating foregår i en isolationstank med en slags saltbad bestående af vand og Epsom-salt.
Epsom-salt er egentlig magnesiumsulfat, som har mange gavnlige egenskaber. Det øger blodgennemstrømningen og har en udrensende effekt. Og så giver det vandet en helt særlig vægtløshed, som gør, at man flyder ovenpå. Vægtløsheden betyder, at man kan slappe fuldstændig af i kroppen, og vandet og luftens hudvarme temperatur i tanken gør, at man får en fornemmelse af at svæve.

Du er helt isoleret fra lyd og lys. Derfor kaldes det også for ‘sensory deprivation’ (sanseberøvelse). Det er kun dig, helt alene, der svæver i vand og luft. Derfor er det en fantastisk øvelse til at slappe helt af og nå en meditativ sindstilstand, der kan rense både krop og sind for udfordringer.
En svær øvelse
Men lige netop fordi der ikke er nogen forstyrrelser i tanken, synes jeg at det er en rigtig svær øvelse. Jeg har kun prøvet at ‘floate’ en enkelt gang, så jeg ved helt sikkert ikke nok om det endnu, men min første gang var næsten ukomfortabel.
Hvorfor det? Jeg tror det er fordi jeg bruger rigtig meget tid på at flygte fra min krop, fordi min krop er lig med smerte. Jeg bruger uanede mængder energi på for alt i verden ikke at tænke på min krop eller trække vejret dybt og roligt eller meditere over min situation, fordi det simpelthen er for ubehageligt. Når jeg så bliver tvunget til at gøre alle de ting, jeg normalt forsøger at undgå, så føles det selvfølgelig ikke særlig rart. Og med floatingterapi kan man ikke andet.
Til gengæld tror jeg, at det er netop dét, der gør floating så sundt. The Guardian skriver for eksempel om floating: “The experience really does remind you how seldom we are alone and in silence with our thoughts, outside of the time when we are trying to fall asleep.” Floating giver en tiltrængt pause fra hverdagen, fra distraktioner og manglende fokus.
Er floating noget for dig?
Uanset om du har kroniske smerter ligesom jeg eller ‘bare’ har symptomer på stress eller burnout, så tror jeg, at floating kan være til hjælp. Jeg har selv til gode at prøve det igen (det skal jeg snart) og finde ud af, om det rent faktisk kan gøre en forskel for mig. Men selvom det ikke var en udelukkende behagelig oplevelse første gang, så tror jeg, at det har en gavnlig effekt. For det er rigtig sundt at bruge en time i sit eget selskab, trække vejret dybt, komme i kontakt med en indre ro og få et pusterum fra smerte, deadlines og krav.
Boo og Shelley fra Copenhagen Float har samlet en lang række videnskabelige studier, der påviser de gavnlige effekter af floating. Tjek dem ud, hvis du gerne vil vide lidt mere om floating.