Bliv ikke skuffet, hvis jeg siger fra

Alle jer derude i Smerteland, I kender godt følelsen af at være en ‘byrde’, ikke? At sige ja til spændende invitationer og glæde sig til sociale arrangementer, for derefter at måtte aflyse i sidste øjeblik. Måske endda ikke at turde takke ja. Jeg gør i hvert fald.

Men der er en god grund til at vi siger fra. Her følger derfor en opfordring til alle pårørende om at bide skuffelsen i jer, selvom det kan være surt at blive afvist af en kroniker.

Sommetider er jeg nødt til at ‘lukke’ lidt ned mentalt. Men jeg kommer altid tilbage igen!
Foto af Tim Mossholder fra Unsplash

Kroniske sygdomme er tit ‘usynlige’. Noget som vores familie og venner ikke lige kan se med det blotte øje og derfor har svært ved at forholde sig – ligesom de umuligt kan vide, hvornår det står slemt til.

Alligevel oplever jeg at føle mig stødt eller såret, når pårørende ikke forstår min situation, ligesom jeg tit oplever, at mine pårørende føler sig stødt eller såret, når jeg er nødt til at aflyse aftaler eller ikke kan være der for dem på grund af smerte.

Undskyld, det er ikke med vilje

Det er umuligt at forklare, det er umuligt at sætte sig ind i. Det har jeg efterhånden indset. Så i stedet for at forsøge at forklare, hvad jeg går igennem, vil jeg hellere være åben og ærlig omkring de konsekvenser mine smerter skaber for mig. Små ting, som også har indflydelse på min omgangskreds. Derfor synes jeg alle i min omgangskreds skal vide, at:

  • Jeg ikke altid tager min telefon eller svarer på beskeder med det samme
  • Jeg ofte siger nej til arrangementer, jeg allerede har sagt ja til
  • Jeg aflyser aftaler i sidste øjeblik
  • Jeg kan noget den ene dag, som jeg ikke kan den næste
  • Jeg har sommetider svært ved at koncentrere mig
  • Jeg bliver mere kort for hovedet, når jeg har ondt
  • Jeg tager tit tidligt hjem fra fester og arrangementer
  • Jeg har brug for at hvile mig ofte
  • Jeg ser nogle gange sur ud, selvom jeg ikke er det

Jeg aflyser ikke fordi jeg ikke gider at komme til din fest, ven. Jeg lader ikke være med at tage telefonen fordi jeg ikke har lyst til at snakke med dig, mor. Jeg kan bare ikke gøre de samme ting som jeg plejede at gøre. Det betyder ikke, at jeg ikke stadig kan være en god ven eller søster eller kæreste. Jeg er bare en lidt mere afdæmpet version, og det håber jeg, at I vil være okay med. Det er nemlig ikke med vilje.

Jeg håber at I alle sammen vil acceptere os, selvom vi er lidt anderledes end før – og ikke blive kede af det eller skuffede, når alt ikke går som planlagt.

Hvis man skulle koge mig ned til et koncentrat, en bouillonterning af mine værdier og motivationer, så ville det blive til 1 del tekstforfatter, 1 del kroniker og 1 del katteglad pizzaelsker. Det er forhåbentlig ikke for mange dele
Indlæg oprettet 13

Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen