Jeg har netop opdaget dette indlæg fra Whiplashforeningen, hvor de skriver om min artikel i Information, som blev bragt sidste efterår. Indlægget her gengiver mine væsentligste pointer fra kronikken. Det blev udgivet 6. marts 2020.
Samfundet er ikke indrettet til de over 800.000 mennesker, der har kroniske smerter, skriver Simone Engbo Hansen i et debatindlæg i Information.
Selv er hun gift og har en akademisk uddannelse og fuldtidsarbejde, men hun lider af kroniske smerter, hvilket hun ikke har turdet fortælle sin arbejdsplads fordi det er stærkt tabuiseret.
Enten er folk syge i sundhedssystemet, eller også er de raske. Der er ingen middelvej.
Hun har smerter bla. som følge af to whiplash, skulderoperationer og migræne.
Efter første whiplash var det ikke så slemt med smerterne, men efter nummer to kom der kronisk migræne og mange ubehagelige følgevirkninger til.
Hun har vært hos neurologer, reumatolog, fysioterapeuter, akupunktører, alternative behandlinger og voldsom medicinering. Først efter 5,5 år kom hun på et Tværfagligt Smertecenter efter at have ventet i to år, hvor smerterne gradvist forværredes uden, at hun fik tilbudt anden hjælp.
På trods af smerterne valgte hun fortsat at arbejde. På den baggrund afviste forsikringsselskabet hendes sag.
Da hun endelig nåede til smertecentret foregik det indenfor normal arbejdstid, og fordi hun var stemplet rask, var hun nødt til at gå på arbejde. Havde hun i stedet givet op, havde hun fået hjælp. Men fordi hun ikke gav op, måtte hun klare sig på lige vilkår med andre.
Problemet er samfundets syn på kronikere.
Det er også et problem, at simple smerter kan ændres til kroniske smerter, fordi mange først går til lægen, når smerterne er blevet for uoverskuelige.
For hende selv gjaldt det om ikke at se syg ud. Havde hun flæbet og brokket sig, ville alt have set anerledes ud. Men det burde ikke være nødvendigt, mener hun. ”Man kan sagtens være syg og se rask ud”.
Hun tror, der ville være langt færre kronikere, hvis man tog deres problemer alvorligt fra start. Mange flere ville få livsglæde og et normalt liv og ikke gå og gemme diagnoser væk, fordi hverken samfundet eller chefen tror på, at man er syg. Man bliver set skæv til.
Det tærer på psyken at få at vide, at man ikke ser syg ud. For manges vedkommende giver det angst og depression.
Hvis man ikke accepteres af omgivelserne, gemmer man sig væk og isolerer sig.
Samfundet skal indrettes, så der er plads til de to ud af 10, som lider af kroniske smerter.
Stol på patienten og giv støtte til den smerteramte. Så ville flere have mod på at søge hjælp og komme i arbejde.
Kilde: https://www.information.dk/debat/2019/11/smerter-vaerste-ved-vaere-kronisk-syg-folks-mistro
Dette er historien om et whiplashskadet menneske, der ikke ville give op og i stedet valgte at kæmpe imod vindmøller. Havde hun givet op, da hun fik whiplash nr. 2, ville det måske have set anderledes ud for hende i dag? Men det er langt fra sikkert. For de, der sygemelder sig, risikerer hurtigt at komme gennem jobcentrenes turbulente tilbud med konstant pres og stress. Og er det mon bedre? Det tror vi på mange måder, det ikke er. De fleste har dog ikke valget! De fleste, der ikke er i arbejde, er så dårlige, at de ikke kan andet end at hejse det hvide flag og blive hjemme.
Gennem debatindlægget gør kvinden opmærksom på alle smerteramtes og dermed også whiplashskadedes problemer. Hun opfordrer til, at smerteramte tages alvorligt fra start. Det kræver dog, at smerteramte også tager sig selv alvorligt! For det er vel også det, denne kvinde ikke gjorde, da hun ikke ville overgive sig til at være syg? Men som sagt er det måske ligegyldigt, om man vælger det ene eller det andet så længe folk i stedet udsættes for pres af jobcentrene.
Der er en grund til, at ACCEPT er den enkeltfaktor, der har størst indflydelse på smerter. Jo større grad af accept jo færre smerter viser en undersøgelse. Men så længe samfundet heller ikke accepterer, at folk kan være kronisk syge, og at kronisk syge ikke tåler stress og pres, bliver det næppe bedre.
Smertepatienter generelt og whiplashskadede specifikt bør selvfølgelig tages alvorligt fra start, og at der bør gøres noget fra start. Vi tror, mange flere ville kunne få et liv med både arbejde og bedre livskvalitet. Men det kræver en fuldstændig omlægning i forhold til det, man gør i dag. Der skal tages hånd om de skadede, og de skal have tilbud, som kan forbedre tilstanden. Og de skal ikke presses i arbejde, før de er klar til det, ligesom det skal foregå i et tempo, som den skadede kan klare. Den dag det sker, er vi ret overbeviste om, at man vil se langt bedre resultater end i dag.
Det er ikke let at være kronisk syg. For med new public management og produktion og økonomi som øverste mål, kommer mennesker i klemme. Det bevirker, at der ses skævt til de kronisk syge. Der ikke kan arbejde eller ikke kan bidrage fuldt ud til statskassen.
Men de fleste glemmer, at de også selv kan rammes. To ud af ti mennesker lider af kroniske smerter. Det svarer til hver femte dansker. De fleste findes derude på diverse arbejdspladser, hvor de kæmper en daglig kamp.
Når kvinden skriver, at det ville være bedre for hende, hvis hun havde flæbet og brokket sig, kan det godt være sandt. Det burde ikke være nødvendigt at flæbe og brokke sig for at kunne få de rettigheder, man rent faktisk stadig har i samfundet.
Problemet kan dog være, at det er svært for andre at forholde sig til et menneske, som ikke ser syg ud, og som alligevel lider. Også den del bør der tages fat om. Kvindes artikel er en begyndelse i forhold til at få fortalt hvilke store dilemmaer, men befinder sig i med en kronisk, invaliderende lidelse.
Se også filmen ”Du ser jo ikke syg ud” på http://whiplashguiden.dk/kronisk-skadet/det-usynlige-handicap/
