2021 light sign

Nyt år, ny skade, new me

Der har været lidt stille i mit Smerteland-univers i lang tid. Jeg vidste simpelthen ikke, hvordan jeg skulle få formuleret, at jeg nu kan tilføje endnu en smertetilstand til min efterhånden lange liste af problematikker. 

Sagen er nemlig den, at jeg i november 2019 blev opereret i skulderen for fjerde gang for at få bugt med, at den konstant gik ud af led og døjede med mange smerter. Desværre gik noget galt ved operationen, sandsynligvis da lokalbedøvelsen blev sprøjtet ind i en nerverød ved bunden af halsen efter jeg var lagt i fuld narkose. 

Resultatet blev, at jeg efter operationen ikke kunne mærke hele min højre arm eller bevæge den – overhovedet. Der gik mere end en uge før jeg fik bevægelse i to af fingrene. Jeg gik pludselig fra at have en skulder, der gik af led, til en arm, der slet ikke virkede. Den var død. Den hang bare helt slasket ned langs den ene side. Det var både skræmmende og komisk på samme tid. Skræmmende fordi jeg ikke vidste, om jeg ville få førligheden tilbage, og komisk, fordi det var endnu et uheld, min krop blev udsat for oven i alt det andet lort, der er sket med den de sidste ti år. 

Kirurgen undersøgte armen en uge efter operationen og forberedte mig på det værste. At den måske i værste fald ikke ville ‘komme tilbage’ og vi måtte finde en løsning på den døde klump kød, der nu var min højre arm. Heldigvis har mange års intense smerter lært mig, at man som kroniker kan overkomme stort set alt, så jeg tog beskeden i stiv arm (forstod I den?) og sagde til mig selv, at skulle jeg ende med at blive enarmet, så ville jeg være den sejeste enarmede, verden endnu havde set. 

Lidt efter lidt kom en del af min førlighed dog tilbage og med den desværre også mange smerter af en helt ny slags, jeg ellers tidligere havde været forskånet for: nervesmerter. Voldsomme brændende fornemmelser langs hele armen og i flere af fingerspidserne, glødende jag af smerte i muskler, der ikke virkede… det var en kamp. Der blev sat strøm til min arm dagligt for at kickstarte muskulaturen – en metode, jeg bestemt ikke var fan af. Jeg fik ergoterapeutiske redskaber som små svampe og børster med hjem for langsomt at vænne de overstimulerede nerver til berøring igen.

Nu skriver vi så januar 2022 og jeg kan fortælle, at min højre arm virker igen – sådan da. Den kan bøjes, den ser normal ud, den kan vinke og holde om redskaber. Men jeg kan ikke skrive i hånden længere. Jeg kan ikke lave mad. Mit pincepgreb er meget svagt og min biceps har kun halvdelen af den styrke, den havde før. Lige meget hvor meget, jeg træner den, er den stadig kun på halvt blus. Det er muskulokutannerven, der er påvirket, står der i min sag mod Patientforeningen (en sag, jeg vil fortælle om en anden dag). Det påvirker evnen til at bøje armen og gør den træt hurtigt og giver mig en svidende fornemmelse i hele overarmen efter den mindste aktivitet.

Jeg blev ikke enarmet. Men jeg havde knap nok slugt beskeden om, at jeg skulle leve med Hortons hovedpine – også kaldet selvmordshovedpine – før denne ulykke ramte mit plagede korpus. Det har været en stor omvæltning at skulle forholde sig til endnu en diagnose og endu en type smerte. Hvor meget mere kan et menneske tåle? Tydeligvis mere, hvilket nok er min pointe med at komme i gang igen på Smerteland. For hvis jeg kan klare dette, kan jeg klare alt. 

Hvis man skulle koge mig ned til et koncentrat, en bouillonterning af mine værdier og motivationer, så ville det blive til 1 del tekstforfatter, 1 del kroniker og 1 del katteglad pizzaelsker. Det er forhåbentlig ikke for mange dele
Indlæg oprettet 14

Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen