Kronisk smerte er en stor en del af mit liv. Det er mig, ligesom det er mig at have brunt hår og mørke øjne eller ligesom det er mig at elske pizza og afsky uorden.
Jeg har tidligere holdt kortene ret tæt til kroppen når det kommer til mit helbred. Indtil nu, altså. For hvorfor skal jeg holde det hemmeligt? Hvorfor skal nogen overhovedet holde det hemmeligt?
Som kronisk smertepatient kan det være rigtig svært at forklare, hvad der er galt. Måske fordi det er svært at finde en passende diagnose, måske fordi det bare er rigtig underligt, det der med konstant at have det dårligt. Det betyder også, at det er svært at forstå for vores familie, venner, kollegaer og andre pårørende… selv for sundhedsfagligt personale kan det være en udfordring.
Hvordan kan vi gøre det nemmere? Ved at dele vores fortællinger, selvfølgelig. Jeg tror på, at vi ved at dele både kan blive klogere selv, samtidig med at vi kan hjælpe andre til at forstå.
Derfor starter jeg. Jeg hedder Simone, jeg er i starten af 30erne og arbejder som kommunikationschef. Jeg elsker pizza og afskyr uorden. Nåh ja, og så lever jeg med kroniske smerter.
“Men hvad fejler du egentlig?”
Kronisk smerte kan være mange ting. For mig kommer det som følge af to piskesmæld, fire skulderoperationer, kronisk migræne og Hortons hovedpine, nedsat førlighed i højre arm, nervesnerterudtalt hypermobilitet og begyndende slidgigt. Det er værre end nogen og bedre end andre. Du kan læse mere om min historie i det første indlæg på bloggen.
Om du oplever lidt eller meget smerte eller kan markere din sygdom med en diagnose eller ej er for mig ligegyldigt. Kronisk smerte er invaliderende og frustrerende uanset hvor på skalaen du ligger. Du er ikke mindre værd af den grund – og du er heller ikke alene. Kontakt mig her, hvis du også vil dele din historie.